Lystfiskere, jægere og bukkejagten der går ind den 16. maj
I forbindelse med at bukkejagten går ind torsdag den 16. maj – jægernes svar på lystfiskernes laksepremiere – har VSF tidligere fået en henvendelse fra jægere, der har jagtretten i engene på dele af Varde Å-systemet.
Af sikkerhedsmæssige årsager opfordrer jægerne os lystfiskere til, at vi i jagtperioden bærer tøj, som helt eller delvist er mere iøjnefaldende end den mere neutrale beklædning, mange af os typisk har på for at falde i ét med omgivelserne ved åen.
Vis hensyn – især hvis I ser jægere nær fiskevandet. Gå hellere en omvej og tal sagte, så er der plads til os alle 😉
OBS!
På det nyligt lejede fiskevand allernederst i Holme Å lige før Holme Ås udløb i Varde Å kan der være opstillet et skilt, hvor det fremgår, at fiskeriet helt er lukket på grund af jagt.
Knæk og bræk til både jægerne og fiskerne i den kommende tid.
Venlig hilsen
Bestyrelsen for Varde Sportsfiskerforening