sep 18, 2023
LAKSEKRIG VED VARDE Å: NÅR LAKSEVANDENE PRIVATISERES
Over de seneste par år er flere og flere foreningsstræk på åerne blevet privatiseret i forbindelse med opkøb, hvorved færre og færre får adgang til det laksefiskeri, der i meget høj grad er skabt af frivilligt arbejde i foreningerne – samt offentlige midler. Seneste udvikling i ”Laksekrigen” er, at Varde Sportsfiskerforening er sat i karantæne for fiskeriet på et af de gode stræk ved åen. Men hvad er egentlig op og ned i denne sag? Vi har talt med VSF´s formand – Steen Thomsen, DSF´s formand Torben Kaas – samt lodsejerne på omtalte stræk – Peter Nissen og Hans Uhre Schmidt.
AF JENS BURSELL
LAKSEFISKERIET I VARDE Å er kendt vidt og bredt – både blandt danskere og udlændinge. Og det er der en god grund til. Langs den idylliske å er der nemlig rigtig gode chancer for at komme i kontakt med flotte opgangslaks – og chancen for en af de helt store, er altid tilstede. Rekorden for åen er således intet mindre end 20,4 kilo. Den flotte fisk blev taget af Laurids Meldgaard i 2010.
Men – over det seneste stykke tid er idyllen brudt rundt omkring i Vestjylland, for flere og flere stræk langs de danske lakseåer privatiseres til ærgrelse for de mange – og til glæde for de få. En af dem, der har taget bladet fra munden er Varde Sportsfiskerforenings formand – Steen Thomsen, hvilket for nylig resulterede i, at ejerne – Hans Uhre Schmidt og Peter Nissen – har givet hele foreningen karantæne fra to af de rigtig gode stræk på Zone 2 – nemlig Hesseldalbro- og Hodde Sø strækket fra starten af 2024 sæsonen. Grindsted SF som tidligere har delt strækket med Varde SF er ikke udelukket. Fisk & Fri har fået en snak med alle parter i sagen for at få belyst historikken – ud fra den tese at dialog og åbenhed vil være vejen frem, hvis vi fremover skal sikre et laksefiskeri, hvor alle har en chance for at være med.
Varde Sportsfiskerforening får karantæne ved Hodde/Hessel-strækket
– Jeg synes naturligvis, at det er drønærgerligt, at det er kommet så vidt, at Varde Sportsfiskerforening (VSF) sættes i karantæne, fortæller Steen Thomsen, der er formand for Varde Sportsfiskerforening – ikke mindst fordi jeg har sort på hvidt, i form af en mail vi fik for et halvt års tid siden, at de to lodsejere tidligere har orienteret os om, at vi kan leje fiskeretten på de berørte strækninger, når de 3-årige lejeaftaler med lodsejerne i området skal forhandles igen med udløbet af den igangværende 2023-sæson. Her i det vestjyske er vi ellers vant til, at et ord er et ord – men åbenbart ikke i dette tilfælde.
– Jeg må tage til efterretning, at de to lodsejere har en oplevelse af, at jeg som formand kører et one-man-show, hvor resten af bestyrelsen i VSF ikke er involveret i beslutningerne og drøftelserne om, hvordan vi som forening skal tilgå de udfordringer, vi oplever med den øgede privatisering og konsortie-dannelse ved Varde Å. Intet er dog mere forkert. De holdninger og synspunkter jeg fremlægger på møder – og når diverse medier beder om vores synspunkter og holdninger – er naturligvis altid afstemt med bestyrelsen. Den hetz og det fjendebillede, jeg personligt bliver beskyldt for at køre mod privatpersoner og private konsortier, har ikke noget på sig. Vi beskriver udelukkende fakta, som de er, og nævner generelt ikke enkeltpersoner, når vi udtaler os. Derfor var jeg også glad for, at resten af bestyrelsen, på baggrund af artiklen i JydskeVestkysten, hvor de to lodsejere gik efter mig som person, for nylig indrykkede et læserbrev i JydskeVestkysten med fuld opbakning til de holdninger, vi som samlet bestyrelse står for – samt med fuld opbakning til mig som formand.
– Der er ingen, der er hævet over foreningen og foreningens formål. Derfor vil vi på tilsvarende vis på VSF´s generalforsamling i februar spørge generalforsamlingen (som typisk har deltagelse af ca. 100 medlemmer), om den er enig i den linje, vi har lagt i bestyrelsen, og om der fortsat er opbakning til mig som formand. Der er på ingen måde lim på hverken min eller andres stol i bestyrelsen – og er der flertal for, at vi skal gå en anden vej, eller der skal vælges en ny formand, så er det naturligvis den vej, vi skal gå.
– Jeg vil gerne understrege, at vi ikke på nogen måde oplever tilsvarende konflikter med nogle af vores øvrige mere end 100 enkelt-lodsejere og lodsejerforeninger ved Varde Å-systemet. Generelt oplever vi her stor opbakning og anerkendelse for det vandplejearbejde m.v., vi som forening løbende udfører i å-systemet. Det sætter vi stor pris på!
DSF: Balancen ved laksevandene er ved at tippe
– Det danske lakseeventyr er kommet i stand, fordi frivillige mennesker har brugt tusindvis af timer på vandpleje og yngeludsætninger, og fordi der er brugt store offentlige beløb på at restaurere vandløbene, supplerer Torben Kaas – formand for DSF. – Så er det virkelig ærgerligt, at den brede befolkning bliver udelukket fra at nyde frugterne af indsatsen, fordi fiskeriet alene stilles til rådighed for mindre grupper i konsortier. Fiskeriet skal ikke være gratis, men der er en balance, hvor prisen bliver så høj, eller antallet af pladser så begrænset, at man ikke længere kan tale om et fiskeri for de fleste. Den balance er nogle steder ved at tippe til den forkerte side, og det er i mine øjne forkert.
Dialog om fiskeriet ved lakseåerne er vejen frem
– Fra VSF´s bestyrelse har vi mange gange tilkendegivet over for de privatpersoner og konsortier, der ligesom VSF er medlem af Varde Å Sammenslutningen for at kunne få del i laksefiskeriet, at vi altid er klar til dialog, og at det ikke bliver os, der kommer til at smække med døren, fortsætter Steen. – Vores udgangspunkt i en fortsat dialog vil stadig være den, at de store genopretningsprojekter i Varde Å-systemet de seneste årtier er udført for blandt andet skatte- og EU-midler, altså midler fra den store pengekasse, alle skatteydere bidrager til. Hertil kommer det løbende samarbejde mellem Varde Kommune og VSF m. fl., som har til formål at forbedre vandmiljøet, herunder gyde- og opvækstforhold for laks og havørred. Frivillige medlemmer af VSF har gennem mange, mange år leveret tusindvis af arbejdstimer i den forbindelse og de har, om nogen, æren for, at der overhovedet er fisk at fange i Varde Å-systemet. Vi ser det derfor som helt logisk og naturligt, at de som har skabt værdierne også skal have adgang til dem – og ikke som vi indtil nu har oplevet, at private konsortier m.v., som vi ikke så ved åen før laksens tilbagekomst, opsiger vores lejeaftaler på strækninger, hvor vi ellers har haft fiskeretten i mange, mange år. Det bør stadig være sådan, at en far kan tage sine børn – og en bedstefar sine børnebørn – med til åen og få gode naturoplevelser med en fiskestang i hånden via køb af et års- eller døgnkort til en overkommelig pris.
Så selv om dialogen har trange kår i øjeblikket, skal den være et af elementerne i en fremtidig løsning af udfordringerne, som vi ser dem.
Med respekt for den private ejendomsret, bør politikerne ved godkendelse af fremtidige vandløbsrestaurerings-projekter sikre, at det skrives ind i projekterne, at det er et vilkår, at offentligheden skal have adgang til de værdier, der forhåbentlig bliver resultatet af disse kommende projekter. Det bør vi arbejde på både lokalt – og med hjælp fra Danmarks Sportsfiskerforbund i forhold til politikerne på Christiansborg.
DSF´s formand bakker Steen Thomsen og Varde Sportsfiskerforening op: – Jeg tror stadig på dialog og fælles løsninger, siger han. – Vi skal som lystfiskere selvfølgelig respektere ejendomsretten og lodsejernes behov for at tjene penge på den jord, de ejer. Jeg oplever også, at langt de fleste lodsejere helt er med på, at det laksefiskeri, de nu kan sælge dyrt, er en værdi skabt af frivillige og af skatteydere. Bortset fra nogle få eksempler, er der hos lodsejerne en god forståelse af situationen og i øvrigt et ønske om at give noget tilbage til lokalsamfundet, der hvor man bor. Så der skal drikkes noget kaffe langs Varde Å, så man sammen kan finde de løsninger, der giver mening lokalt.
– Allerhelst så jeg, at der ikke var behov for at gøre noget generelt, understreger Torben. – Regler og udefrakommende tiltag gør ingen lykkelige. Samtidig synes jeg ikke, vi kan blive ved med at se på, at lystfiskernes frivillige arbejde og offentlige tilskud kun kommer jordejerne til gode. Jeg kunne godt se for mig, at i hvert fald de offentlige støttekroner bliver stillet til rådighed med et krav om, at projektet skal komme den danske befolkning til gode og ikke kun grundejeren. Det er et synspunkt, jeg har med til mine løbende møder med vores politikere på Christiansborg. Igen – det skal ikke være gratis at fiske laksen, men det skal være muligt for de fleste at erhverve sig et fiskekort og deltage i fiskeriet.
Hvad mener lodsejerne ved Varde Å?
Men hvad tænker Hans Uhre Schmidt, der har givet Varde SF karantæne for deres gamle stræk på åen – samt dannet Nørholm Fiskekonsortium med adgang for færre fiskere end tidligere?
– Ejeren af Nørholm Gods har altid sagt, at han ønsker ikke at leje sit fiskevand ud til Varde SF, fordi han ikke ønsker, at der skal gå 800 mennesker på det stræk, forklarer Hans. – Tværtimod har han sagt, at han maksimalt vil leje det ud til 40 mand + 2 gæster. Dvs. i realiteten 120 mand, hvis alle fiskede samtidigt. Dette stræk har Varde SF aldrig nogensinde haft lejet – og dermed har de heller ikke gået glip af noget med den nye udgave af Nørholm Fiskekonsortium, hvor der nu er plads til 30 medlemmer. Det nye Nørholm Konsortium opfylder således til fulde Varde Å Sammenslutningens regler – blandt andet om ikke at stjæle vand fra andre. Medlemmer af VÅS skal ifølge reglerne bidrage til Vandplejen for at få del i laksekvoterne. Det kan vi naturligvis ikke gøre med tilbagevirkende kraft – men vi vil selvfølgelig gøre det fremover i form af betaling for lakseyngel med videre. I vores konsortium går 80 % af overskuddet til vand og fiskepleje i hele Varde Å systemet – så det er kalkuleret ind i modellen. Her er der således heller ikke noget at komme efter.
– I det gamle Nørholm Konsortium var der også en del medlemmer fra Varde SF – og de fik – da jeg overtog konsortiet – mulighed for at være med som førsteprioritet, hvis de ville. Det ønskede dog kun ét ud af de tidligere medlemmer, fordi prisen var steget. Det virker derfor underligt på mig, at Varde SF´s formand hetzer mig offentligt i Jyske Vestkysten for at have dannet dette konsortium – da det er noget vand som Varde SF aldrig selv har haft – og aldrig ville få alligevel. I øvrigt klinger det hult, når flere af dem, der kritiserer private laksekonsortier i Danmark – selv gerne fisker under lignende ordninger – bare i Norge.
– Jeg har ikke hetzet Hans Uhre Schmidt i JydskeVestkysten, kommenterer Steen Thomsen. – Hans må skelne mellem det, jeg faktuelt er citeret for at udtale og det, som journalisten skriver af egen kraft. Det sidste har jeg ingen indflydelse på, siger Steen Thomsen.
– Det der for alvor slog hovedet på sømmet var, da Steen Thomsen uberettiget anmeldte Nørholm Gods for brud på Naturbeskyttelsesloven ved beskæring af selvsåede pil og elletræer langs åen på det stræk, hvor Varde SF har den modsatte bred. Det viser sig så tre dage senere, at vi bliver pure frifundet, for der var ikke noget brud på Naturbeskyttelsesloven. Steen Thomsens handlemåde i denne sag skaber splittelse lystfiskerne imellem – og det er en ”krig” der er helt kørt af sporet.
Til dette siger Steen Thomsen, at han ikke har anmeldt nogen for noget som helst. Det er en grov fordrejning. Jeg blev kontaktet af et af vores medlemmer, som bad mig undersøge om Varde Kommune havde givet tilladelse til beskæringen på de samme vilkår, som Varde Kommune gør gældende, når Varde Sportsfiskerforening inden sæsonstarten beskærer nye skud af pil og el ved åen. Det spurgte jeg kommunen om – og mere er der ikke i det.
Vil maksimal offentlig adgang gavne åen og laksebestanden?
– Nok er nok. Det vil vi ikke finde os i – og det er på denne baggrund, at vi har givet Varde SF karantæne for de ovennævnte stræk, som vi ejer – og velvilligt har lejet ud til Varde SF tidligere. Stakkels medlemmer – det er jo ikke deres skyld, men Varde SF´s formand skal lære at opføre sig ordentligt. Det kan han åbenbart ikke, hvilket er årsagen til karantænen.
– En anden ting, man bør overveje nøje i forbindelse med forslaget om, at offentlige tilskud til vandløbsrestaurering skal kobles med krav om fremtidig offentlig adgang, er at mange lodsejere – fx Nørholm Gods – måske vil vælge det fra, fordi de ikke ønsker den øgede færdsel, offentlig adgang dermed på sigt kan medføre.
– Peter Nissen har i øvrigt et jordlod. som er lagt ind under Nørholm stykket – et stykke som Varde SF oprindeligt selv fik tilbudt, men som de fravalgte, fordi de synes det var for dyrt. Dette stykke – Vesterbæk – er et af de bedste stræk på Varde Å. Pudsigt nok er den merpris på nogle få kroner pr. bredmeter, som de syntes var for dyr, nu et prisniveau der allerede er overgået på flere andre af foreningens fiskestræk. Det er således også Steen Thomsens skyld, at det Vesterbæk i dag ikke er på Varde SF´s hænder. (RED: se Steens bemærkning til dette længere nede, hvor Peter Nissen omtaler den samme sag)
– Hvis man vil laksens ve og vel det bedste – og det vil vi jo alle sammen. Så kan man jo betragte Nørholm strækket som et refugie for laksen. Var det Varde SF, der havde haft strækket, så ville de bedste pladser måske blive gennemfisket 10-20 gange om dagen. Men nu fiskes der kun med flue – og mange af medlemmerne kommer langvejs fra. Begge dele betyder et mindre pres på bestanden, fordi der bliver fanget – og genudsat færre fisk.
– Som en sidste kommentar har en af de tidligere formænd for Varde SF faktisk selv fået tilbudt fiskeretten på Nørholm Gods, men det ønskede den daværende bestyrelse ikke – ”da de ikke ville stjæle vand/konkurrere med naboforeninger”. Men måske bundede beslutningen i, at flere af medlemmerne fra Varde SF, selv fiskede i ”nabokonsortiet” og derfor ikke ønskede at miste deres eget eksklusive fiskeri ved at lade det overgå til Varde SF? I Jyske Vestkysten skrev Jørgen Kvist Rønnest ”Jeg er indigneret over, at drenge og piger i Varde i fremtiden måske ikke skal have lov at fiske på de bedste fiskestræk. At det bliver nogle få rige, der kan fiske, mens andre så kan stå på broen og kigge på”. – Det er hykleri. Han har selv været med i Nørholm Konsortiet i 30 år – og har så vidt vides ikke selv inviteret nogen stakkels ”drenge & piger” ind i konsortiet…
Hvad mener Peter Nissen – ejer af Hodde Sø strækket?
– Det er helt korrekt, at hensigten har været, at VSF skulle fortsætte som lejer sammen med Grindsted Sportsfiskerforening på Hodde Sø og Hesseldalstykket, siger Peter Nissen, der også er med i bestyrelsen af Nørholm Fiskekonsortium. – Beklageligvis har Steen Thomsens opførsel nu nået et sådant lavpunkt, at vi har set os nødsaget til at sige stop. Steen og Steen alene bærer skylden for, at medlemmerne af VSF ikke kan fiske på de nævnte pladser de næste 2 år. Medlemmer fra Grindsted kan naturligvis fiske videre, og vi sænker lejen med 90% i forhold til det, der betales i dag. Dette her handler på ingen vis om penge. Fiskere fra Grindsted Sportsfiskerforening skal naturligvis ikke undvære vores fiskevand grundet Steen Thomsens helt igennem uanstændige opførsel
– Den 21. juni afholdtes det seneste møde i Varde Å Sammenslutningen. Samme aften for mødet bekræftede et medlem af bestyrelsen i Varde Sportsfiskerforening, at han ikke var orienteret om Steens udåd med at anmelde Nørholm. Altså mere end 50 dage efter Steens anmeldelse udtaler et bestyrelsesmedlem, at han ikke er orienteret. Steens påståede afstemning af synspunkter med egen bestyrelse har tilsyneladende ikke fundet sted. Endnu et eksempel på, at Steen fortæller den historie, der lyder bedst, uanset om han igen taler usandt.
– Jeg taler naturligvis ikke usandt, siger Steen Thomsen. Den 1. maj 2023 sendte jeg via mail den omtalte forespørgsel (ikke anmeldelse) til Varde Kommune og til alle bestyrelsesmedlemmer i Varde Sportsfiskerforening. Så at et medlem af Varde Sportsfiskerforenings bestyrelse ikke var orienteret passer ganske enkelt ikke. (RED: Vi har på redaktionen bedt om at se disse mails – og kan konstatere 1) at det er korrekt, at Steen Thomsen ikke har ”anmeldt” Nørholm – men blot sendt en høflig forespørgsel om beskæringen og 2) bestyrelsen har været orienteret med kopi af mail).
– VSF og GSFF deler fiskeretten på de nævnte stykker. Mere end halvtreds dage efter anmeldelsen havde Steen heller ikke fundet det umagen værd at informere formanden for Grindsted Sportsfiskerforening om den helt utilstedelige anmeldelse af Nørholm. Afstemning med bestyrelsesmedlemmerne – var det ikke sådan Steen udtrykte det?
– Grunden til vore udtalelser i Jydske Vestkysten skal som udgangspunkt findes i en artikel i Sportsfiskeren fra april/maj. Steen Thomsen fører sig frem med historier, der gennemgående er direkte løgnagtige. Hvilket han nødtvunget delvist erkendte på det pågældende møde. Steen er citeret for at sige “Vi oplever simpelthen nogle priser på leje af fiskevand, som vi overhovedet ikke kan matche. Det passer ikke, og det ved Steen godt. Den højeste pris, der betales for fiskevand i hele Varde Å, den betaler Steen nemlig i zone 2 i Varde Å.
– Steen fortsætter i artiklen med at tage æren for genopretningen af Varde Å. Det er endnu en usandhed. Ribe Amt, Skov og Naturstyrelsen samt Sydenergi og måske 4 unge gymnasiekammerater trak læsset. Steen pynter sig i den grad med lånte fjer. Æres den, der æres skal. Det blæser Steen på, han forsøger at score point uanset hvilke midler, han skal tage i brug.
– Til dette siger Steen Thomsen: – Det er utroligt groft at påstå, at jeg personligt vil tage æren for genopretningen – det er noget sludder, det kunne jeg aldrig drømme om at postulere. Det ville være på sin plads, hvis Peter Nissen vil oplyse, hvor jeg konkret prøver at tage æren? Vi ved jo alle, at de store naturgenopretningsprojekter i Varde Å-systemet er finansieret af EU-midler, skattemidler og fisketegnsmidler m.v. suppleret med en stor frivillig indsats gennem mange år af blandt andre medlemmer i Varde Sportsfiskerforening.
– Et sidste eksempel fra Sportsfiskeren: Steen fortæller flot om, at VÅS forsøgte at få ændret sine vedtægter omkring fordelingen af laksekvoten i Varde Å. Endnu en usandhed. Det var ikke VÅS, det var Steens helt egne fremsatte forslag. Forslag som stort set ville eliminere kvoten for de private lodsejere og de mindre foreninger. Uenighederne fandt først deres løsning efter inddragelse af bl.a. advokaten for Danmarks Sportsfiskerforbund. Steen gør resultatet op sådan her i Sportsfiskeren “Man kan langt hen af vejen argumentere for, at modparten fik ret”. En udlægning, der er Komiske Ali fra Irak-krigen værdig. Steens egen advokat savede helt og aldeles benene over på Steen og gav modparten 100% ret på alle punkter. Steen blev hældt ned af brættet af forbundets egen advokat.
– Til dette siger Steen Thomsen: Kort efter jeg i 2019 blev valgt som formand for Varde Sportsfiskerforening, aftalte vi i Varde Å Sammenslutningen (VÅS), herunder også Peter Nissen, at det ville give mening at lade vores advokater give vedtægterne for VÅS et servicetjek, herunder også et forslag til vedtægtsændringer, som vi fra Varde Sportsfiskerforening ønskede at fremsætte. På den måde kunne vi få juridisk afklaring af, hvad der kunne indarbejdes i vedtægterne og hvad der ikke kunne. I Varde Sportsfiskerforenings bestyrelse havde vi flere grundige drøftelser af vedtægtsforslaget – og det er helt forkert, når Peter Nissen også i denne sammenhæng forsøger at male et billede af, at det var mine personlige forslag og interesser, der blev lagt frem. Det er ganske ikke sandt, og jeg kan fremsende masser af dokumenter, der understøtter dette. Jeg har ved flere lejligheder erkendt, at det var vores modpart, der i denne omgang kom klart bedst ud af advokaternes vurderinger – men vi fik den afklaring, vi alle var ude efter, så der lige nu ikke er tvivl om, hvad vi må og ikke må i forhold til forvaltningen af laksekvoten. (RED: Vi har på redaktionen set kommunikationen omkring dette og kan konstatere at vedtægtsforslaget har været drøftet i tæt dialog med VSFF´s bestyrelse, som har haft mulighed for at gøre indsigelser).
Moral, etik og ordentlighed
– Sluttelig kom så Steens anmeldelse af Nørholm for ulovligheder, som nævnes ovenfor, fortsætter Peter. – Den 1. maj klokken 15.29 sender Steen en såkaldt forespørgsel til Varde Kommune. Forespørgslen er reelt en anmeldelse. Steen gør et stort nummer ud af, at udåden er sket langs det fiskevand, hvor den nye forening på Nørholm har fiskeretten. Anmeldelsen handler på ingen måde om Nørholm. Den er et direkte angreb på den nye forening. Nogle få dage senere efter besøg af en biolog fra Varde Kommune kommer dommen. Der er ikke sket nogen som helst overtrædelse af nogen lov. (RED: Se Steen Thomsens bemærkning til dette længere oppe, hvor Hans Uhre Schmidt omtaler den samme sag. Jeg har ikke anmeldt nogen – jeg har sendt en forespørgsel til Varde Kommune.
– Steen udtaler i Sportsfiskeren “Til syvende og sidst, så handler kampen om fiskevandet om moral, etik og ordentlighed – læs lige det en gang til. Ja, det var Steen Thomsen, der brugte ordene. Steen har fået opbakning fra sin bestyrelse, som siger ”Steen har ikke hetzet mod nogen. Steen er ren”. Vores kommentar hertil er, at Steens løgne ikke bliver til sandhed, fordi de bliver gentaget af bestyrelsen. Steen påstår, at han ikke har problemer med andre lodsejere. Jamen vi har såmænd heller ikke problemer med Steen som lodsejere, men vi har problemer med Steen som medlemmer af foreninger, som Steen helst så udraderet. Det er her problemet er. Som et tillæg vil vi lige nævne, at fire lodsejere, der udlejer fiskevand til VSF lige nu overvejer om det skal fortsætte oven på Steens unoder.
– Varde SF´s formand Steen Thomsen har gennem årene igen og igen fortalt ovennævnte historie om faren og børnene og bedstefaren og børnebørnene, som snart ikke mere kan fiske i Varde Å. Den fortælles samtidig med, at VSF har mere fiskevand langs Varde Å end i adskillige år. Historien er god, men den er ikke aktuel andet end for Steens store iver efter opbakning.
– Steen opfordrer til dialog og smækker ikke med døren, men han har tidligere udtalt, at makker andre ikke ret, så bliver der sat hårdt i mod hårdt. Det prøvede han omkring kvoterne, og det har Steen prøvet ved adskillige andre lejligheder. Billedlig talt har han rettet pistolen mod andre igen og igen. Kigger Steen efter vil han med al sandsynlighed opdage hullerne i egne sko efter at have fumlet med sin pistol og skudt sig selv i fødderne.
– Vi har glade fiskere i vore foreninger. Vi har et godt samarbejde, hvor vi taler om tingene med vore forholdsvis få lodsejere. Vi tror generelt på den gode dialog, men vi forventer også at moral, etik og ordentlighed ikke blot er tomme ord, men afspejles i handling. Lige netop dette er i øjeblikket en stor mangelvare hos Steen Thomsen.
– Hans har ovenfor nævnt det såkaldte Vesterbækstykke. Efter vores køb af dette, slog min kone fast, at VSF fortsat skulle fiske på stykket. Steen, kasseren og jeg holdt et møde. Stykket på godt 1600 meter betragtes som noget rigtig godt fiskevand, og det ligger helt op til zone 2. Jeg ønskede en betaling som på zone 2 ikke grundet økonomien, men principielt. Kasseren sagde ja, men Steen sagde nej på grund af nogle ganske få kroner. Steen kan igen se tilbage på en sejr: Han fik sin til vilje, mens medlemmerne i VSF mistede 1650 meter eftertragtet fiskevand, slutter Peter Nissen.
Til dette kommenterer Steen Thomsen: – Varde Sportsfiskerforenings kasserer og jeg var begge enige om, efter også at have vendt det med bestyrelsen, at takke nej til at leje strækningen, fordi det ville medføre forskellige prisniveauer på bredleje på denne zone. Det er således ikke rigtigt, når Peter Nissen påstår, at kassereren sagde ja til at indgå lejemålet – dette kan naturligvis bekræftes af kassereren, hvis det ønskes. Med til historien hører, hvad Peter Nissen ikke nævner her i artiklen, at Varde Sportsfiskerforening også skulle levere et antal årskort til foreningens fiskevand oven i fiskelejen – årskort til en værdi af ca. 2.000 kr. stykket.
FOTOS: HANS UHRE SCHMIDT, STEEN THOMSEN OG TORBEN KAAS
FISK & FRI – I TOPFORM SIDEN 1982
Fisk & Fri er Danmarks største uafhængige lystfiskermagasin – og siden bladet udkom for første gang i sommeren 1982, har vi haft en unik position som landes førende medie inden for lystfiskeri.
I dag er vores fornemmeste opgave er at underholde dig på skærmen – samt inspirere dig til at komme ud i naturen og få en masse fantastiske oplevelser med fiskestangen ude ved vandene. Siden starten i firserne har vi leveret masser af inspirerende stof fra ind- og udland til de danske lystfiskere. Vi har altid sat en ære i at være de første med nye vande, hotte fiskepladser, nye destinationer – samt sensationerne, de største fisk og de bedste fotos. Tilsvarende gælder det alle de nye metoder og teknikker, der gør dit fiskeri lettere og mere effektivt. I dag er Fisk & Fri derfor kendt af enhver dansk lystfisker – og vi har ry for at være et af de mest trendsættende lystfiskermagasiner i Europa. Med Fisk & Fri kan du derfor være sikker på altid at have fingeren på pulsen og være på forkant med udviklingen.
Et er alle de mange aktuelle nyheder, artikler og videoer, som vi løbende lægger op på fiskogfri.dk. På hjemmesiden finder du også Danmarks ubestridt største on-line artikel arkiv med mange hundrede artikler med alt, hvad der er værd at vide om de forskellige former for lystfiskeri – både i Danmark og udlandet. Det betyder, at du kan bruge fiskogfri.dk som et værdifuldt opslagsværk, hvor du altid kan finde inspirerende læsning og lærerige artikler om netop de former for lystfiskeri, der interesserer dig allermest. Og – der vil løbende komme mange flere artikler fra Fisk & Fri´s arkiver on-line.
Fisk & Fri er dog andet og meget mere end bare fiskeglæde, inspiration og viden. Gennem mange år har vi haft en stærk tradition for at rejse de vigtige debatter – og følge dem til dørs med åbne facebook diskussioner, hvor alle – uanset observans – kan sige deres mening. På fiskogfri.dk vil du derfor fortsat kunne finde kritisk journalistik som gør en forskel – ikke blot for dansk lystfiskeri, men også for den danske natur – og det danske samfund.
I perioden fra 1982 til 2019 er der udgivet 360 numre af det trykte magasin Fisk & Fri, men i 2019 konverterede Fisk & Fri til et 100 % digitalt medie med udgangspunkt i fiskogfri.dk. Herfra vil vi føre Fisk & Fri sikkert ind i de næste årtiers digitale landskaber med masser af nyheder, artikler og videoer, som giver dig en på opleveren og samtidig gør dig til en bedre lystfisker.
Tilmeld dig straks vores nyhedsbrev – samt følg os på facebook, instagram og youtube, så vi kan give dig besked hver eneste gang, vi uploader nyheder, artikler, videoer eller podcasts på fiskogfri.dk.
Vi ses derude – Jens Bursell, chefredaktør