Varde Sportsfiskerforening: 100% opbakning til formanden
Efter avisartiklen i Jydske Vestkysten – ”Laksekrigen eksploderer i Varde Å” fra den 17. august 2023 udtrykker hermed en samlet bestyrelse fra Varde Sportsfiskerforening 100% opbakning til formanden Steen Thomsen.
Peter Nissen og Hans Uhre Schmidt beskylder i artiklen i JV fra 17/8 2023 udelukkende Steen Thomsen for at have udsat de to for hetz og usaglige angreb.
Steen Thomsen har ikke på noget tidspunkt udsat nogen for noget, der ligner hetz og usaglige angreb.
Situationen er den, at firmaer og privatpersoner har erhvervet adskillige yderst attraktive fiskestrækninger i Varde Å Systemet. Fiskestrækninger som Varde Sportsfiskerforenings medlemmer har kunnet fiske fra igennem mange mange år. Derudover har disse firmaer og privatpersoner besøgt adskillige af de lodsejere, som igennem mange år har udlejet fiskeretten til Varde Sportsfiskerforening, for at overtale disse lodsejere til at udleje til dem i stedet. Heldigvis har rigtig mange lodsejere takket nej til tilbuddene – tak for det.
Steen Thomsen har som formand for Varde Sportsfiskerforening naturligt nok udtrykt bekymring og ærgrelse over, at Varde Sportsfiskerforening og dermed helt almindelige borgere unge som gamle nu ikke længere kan fiske på disse attraktive fiskestrækninger. Denne bekymring og ærgrelse deler den samlede bestyrelse naturligvis.
Bestyrelsen for Varde Sportsfiskerforening
Søren Porsgaard, Ole Dastrup, Helge Højstrup Jensen, Thomas Lindberg Tranberg, Jeppe Beck Danielsen, Jakob Sørensen, Kurt Dam, Jan Porsgaard