Opfordring til skånsom fotografering og genudsætning
Kvoten for store laks i Varde Å-systemet er fisket op.
Heldigvis ligger der stadig mange gode fiskeoplevelser og venter på os resten af sæsonen, hvor vi kan håbe på fortsat god opgang af laks – og forhåbentlig også af havørred, ligesom vi også kan håbe på godt fiskeri efter andre arter i å-systemet.
Der er en vis sandsynlighed for, at der nu kommer en periode, også efter at kvoten for store laks er lukket, hvor der fortsat fanges og genudsættes en del laks over 75 cm, inden de første større træk af laks på under 75 cm, som stadig må hjemtages, kan forventes sidst i juni/først i juli.
Mange vil gerne tage et foto , som ofte lægges på Facebook og andre steder, af den fisk de fanger – og formålet med denne korte artikel er en opfordring til, at billederne tages på fiskens præmisser.
Med andre ord: Fanger du en fisk, som skal genudsættes, så lad være med at løfte den ud af vandet, når du fotograferer den og når du genudsætter den. Tag billedet og frigør fisken, mens den er i vandet – og gerne mens du har den i dit fangstnet.
Fisk, der ikke hjemtages, skal behandles skånsomt – og ved at gøre som beskrevet ovenfor, bidrager du til det. Vi har i Varde Sportsfiskerforening for nogle år siden besluttet, at vi kan fjerne tilsendte billeder af genudsatte fisk fra fangstrapporten.
Venlig hilsen
Bestyrelsen for Varde Sportsfiskerforening