Efteråret 2014 har været et af de travle for Vandplejeudvalget i VSF. Der er udlagt flere hundrede kubikmeter gydegrus i flere tilløb til Varde Å. Ansager Å er i sit hovedløb blevet forbedret med gydegrus, Skærbæk er blevet forbedret til gavn for åens havørredbestand og Linding Å er på flere lokaliteter blevet beriget med vedligeholdelse af eksisterende gydebanker. Forholdene lover dermed godt for kommende generationer af laks, hav- og bækørred…
Vandplejeudvalget roser samarbejdet med Varde Kommune, som har været en engageret samarbejdspartner på flere af årets projekter. På grund af de store mængder grus der lægges ud, er det i de fleste tilfælde (som det også fremgår af billedet) sket i samarbejde med Skamstrup Maskinstation, da man med en trillebør ellers ikke når langt ind i stakken af gydegrus. Desuden fremhæves et godt samarbejde med lodsejere, som har muliggjort etableringen af flere gydebanker. “Det er dejligt, når lodsejerne i den grad ønsker at medvirke til at forbedre vandløbenes gydemuligheder” udtaler en af formændene for vandplejeudvalget, Hans Henrik Hansen. Han opfordrer andre lodsejere, som måtte ønske at deltage i forbedringer af tilløbene til at henvende sig til vandplejeudvalget.
En vigtig pointe, når talen falder på gydebanker er, ifølge en af vandplejeudvalgets ildsjæle, Hans Henrik Hansen, at “gydebankerne har en ordentlig længde, og derfor er målsætningen at lave færre, men længere gydebanker”. Hans Henrik Hansen fortsætter “Andre steder i landet laves ofte gydebanker med få kubikmeter grus, men vandplejeudvalgets erfaringer fra gennemgang af eksisterende gydebanker viser, at disse små gydebanker tilsander for hurtigt, og dermed ikke har den ønskede effekt”.
Snart vil du på hjemmesiden kunne se en billedserie fra flere af årets vandplejeprojekter. Husk I øvrigt at DU kan støtte arbejdet ved at donere et beløb til vandplejen her.
_____________________________________
Uddrag fra brev fra Mogens Harring – Medlem af vandplejeudvalget:
“Fredag den 27. juni blev 2 store gydebanker udlagt i Kærbæk, Et tilløb til Ansager Å. Hver gydebanke blev ca. 15-20 meter i længden, og indeholder hver ca. 20 kubikmeter gydegrus. Stenene er i udlagt i hele åens bredde, med øje for grussammensætningen, med en grusdybde på 30 cm. Desuden er der taget højde for faldet, således vandrende sand ikke tager bo på de tiltænkte brudesenge.
Kort tid efter etableringen, kvitterede flere bækørreder med at tage bo på de nye fald. Noget der virkeligt bekræfter afkastet ved det store arbejde der gøres.
Vi arbejder hårdt på at gøre os selv overflødige, således ørreden kan få bragt slægten videre på naturlig vis i vore vandløb. Således burde vi også selv få tid at komme lidt ud med fiskestangen”
Vi takker Mogens, og resten af udvalget for deres store arbejde, og fornøjes ved det faktum at Varde Sportsfiskerforening igen har formået at gøre en forskel for ét af områdets største aktiver… Vort unikke vandmiljø!