Download: Beretning og referat for 2021
Varde Sportsfiskerforening
Generalforsamling for 2021
Torsdag den 24. februar 2022 kl. 19.00 på Varde Fritidscenter (Sportium),
Lerpøtvej 55, 6800 Varde
Referat.
- Valg af dirigent
John Theil Petersen
- Formandens beretning
Steen Thomsen
Formandens beretning for 2021
(Planche 1: Velkommen)
Velkomst, indledning og valg af dirigent
Jeg vil gerne, på bestyrelsens vegne byde jer alle velkommen til Varde Sportsfiskerforenings generalforsamling for 2021. Det er jo kun ca. 5 måneder siden, vi i september 2021 holdt den udsatte generalforsamling for 2020 her på Sportium – og vi har glædet os til igen at kunne holde en generalforsamling, hvor vi kan mødes fysisk.
Som altid skal der lyde en særlig velkomst til vores æresmedlem Jens Snitgaard Madsen.
Desuden velkommen til vores inviterede gæster fra:
- Grindsted Sportsfiskerforening
- Sydvestjysk Sportsfiskerforening
- Hodde Lodsejerforening
- Starup Fiskeriforening
Varde Å Sammenslutningen v/ Henning Haahr, Mølby/Eg Fiskeriforening og Ansager Lodsejerforening er også inviteret, men havde desværre ikke mulighed for at deltage.
Første punkt på dagsordenen er valg af dirigent.
Fra bestyrelsen foreslår vi John Theil, som på generalforsamlingen i september ledte os igennem mødet på bedste vis.
Jeg vil høre, om der er andre forslag?
Så er John valgt og jeg giver ordet til ham.
(Planche 2-4: Dagsorden)
Beretning
I beretningen vil jeg naturligvis kigge tilbage på 2021 – men også lidt fremad i forhold til de muligheder og udfordringer vi kan se, der lægger foran os i de kommende år.
(Planche 5: Beretningen i hovedtræk)
I hovedtræk kommer jeg ind på følgende:
- Udviklingen i medlemstallet i 2021
- Aktivitetsniveauet i VSF i 2021
- Orientering om arbejdet i foreningens udvalg
- VSF og Danmarks Sportsfiskerforbund
- Presset på fiskevandet
- Leje af fiskevand på Nedre Holme Å
Presset på fiskevandet fyldte en del i beretningen på generalforsamlingen i september – og det kommer til at fylde en del igen i aften. Det er fortsat mit indtryk, at det er noget, der fylder meget hos medlemmerne af foreningen – og vi vil fra bestyrelsen igen på dette møde gerne give jer en faktuel og grundig status på, hvad der er sket på området siden seneste generalforsamling.
Så sent som i eftermiddags opstod der mulighed for et positivt samarbejde, som måske kan fjerne noget af det pres på fiskevandet, vi har oplevet – jeg kommer senere nærmere ind på, hvad det konkret handler om.
Viser det sig, at der er noget, I synes, jeg har glemt i beretningen – eller undrer jer over jeg ikke kommer ind på – så må I endelig bringe det på banen, når der bliver lejlighed til at stille spørgsmål efter beretningen.
(Planche 6: Medlemstal i 2021)
Udvikling i medlemstal
Vi havde igen i 2021 en medlemsfremgang sammenlignet med året før. Denne gang med 68 medlemmer, så vi kom ud af 2021 med i alt 722 medlemmer fordelt på 655 unge og seniorer på 18 år og derover samt 67 juniorer under 18 år.
(Planche 7: Lavt aktivitetsniveau i 2021)
Aktivitetsniveauet i 2021
Aktivitetsniveauet i VSF var på nogle områder igen uhørt lavt i 2021 grundet Corona – herunder især de aktiviteter der gennem sæsonen plejer at foregå i klubhuset.
Men på andre områder var aktivitetsniveauet på højde med, eller højere, end det plejer at være – især nok når det handler om selve det at komme ud at fiske. For det viste sig jo, at lystfiskeri var, og er, en fremragende friluftsaktivitet under Coronaen.
Som lystfiskere er vi jo vant til at holde afstand til hinanden – og mange, der måske havde glemt at de havde en fiskestang liggende på loftet, fandt den frem igen, mens andre forsøgte sig med lystfiskeri for første gang.
På landsplan har man de seneste år konstateret en markant fremgang i salget af fisketegn, hvilket understreger, at lystfiskeri var en rigtig god og populær aktivitet, mens Coronaen virkelig lukkede samfundet ned.
Og som det fremgår af de fotos, I kan se i den præsentation, vi viser her under beretningen, så kan vi konstatere, at der sæsonen igennem blev fanget mange flotte fisk af foreningens medlemmer og døgnkortfiskere.
(Planche 8: 2020 i VSF´s udvalg)
Udvalgene
Som nævnt var aktivitetsniveauet i 2021 i VSF meget lavt på flere områder grundet Coronaen, men lad os lige tage en hurtig runde til de forskellige udvalg for at resumere, hvad der trods alt skete i året, der gik:
Opsynsudvalget
VSF fik omkring årsskiftet 2021/2022 uddannet 3 nye opsynsmænd gennem Fiskeristyrelsen, så vi nu har i alt 9 opsynsmænd og 6 opsynsassistenter i foreningen. Der blev gennemført flere hundrede kontroller i løbet af året de steder, hvor VSF har lejet fiskeretten.
Med ganske få undtagelser kan vi igen konstatere, at både års- og døgnkortfiskere har styr på både fisketegn, fiskekort, grej og regler for fiskeriet.
Den 30. marts inviterer vi alle opsynsmænd, som er tilknyttet foreningerne under Varde Å Sammenslutningen, til møde i VSF´s klubhus, hvor der vil være et oplæg ved en medarbejder fra Fiskeristyrelsen – og hvor vi vil drøfte tilgangen til kontrolarbejdet i den kommende sæson.
Vandplejeudvalget
Hornelund Bæk-projektet (tilbagelægning af gamle sving, samt etablering af gydebanker på ca. 1,5 km af tilløb til Linding Å i et samarbejde mellem lodsejere, Varde Kommune og VSF)) er kommet i høring. Der har været nogle udfordringer undervejs, så alle parter var tilfredse med projektet. Og det er endnu usikkerhed om økonomien rækker, men det skal vi have en entreprenør ud at vurdere. Det forventes, at projektet gennemføres her i 2022.
Vi forventer også, at renovering af Ralm Bæk – et tilløb til Frisvad Bæk – gennemføres i år.
Vandplejeudvalget har i 2021 og her i 2022 afholdt møde om regulering af skarv med oplæg af biolog Morten Mosgaard og med deltagelse af lodsejere, jagtforeninger, GSF og vandplejeudvalget, hvor vi fik en god, fælles forståelse for, hvordan vi på bedst mulig måde kan regulere skarven.
Udvalget har desuden arbejdet med en skarv-reguleringsplan, som betyder, at vi nu har tilladelse til at regulere skarv 10 steder på zone 1, 1 sted på zone 2 og 8 steder ved Hodde Lodsejerforening på zone 2.
Bortset fra 2 medlemmer af VSF, var der ingen der meldte sig til at være frivillige skarv-vagter/-observatører. Det var vores håb, at der havde meldt sig en 20-30 stykker, som ville være med til at finde skarvens rastepladser m.m., så vi kunne have lagt en plan for februar og marts, hvor man på skift tog ud til åen nogle steder og gik en tur – men som sagt var der kun to, der meldte sig. Det gik en lille smule bedre med medlemmer, der ville være med til at regulere skarven. 8 medlemmer har meldt sig til det, men hvis det skulle blive rigtigt koldt og der lige pludselig kommer mange skarv, kan vi eventuelt få jagtforeningerne til at hjælpe.
Vi har besluttet at indkøbe to vildtkameraer, som både kan anvendes til overvågning af skarv og skarvaktivitet ved gydebanker.
Vi vil opfordre alle medlemmer til at melde sig som skarvvagter. Hvis vi for alvor skal gøre noget ved problemet, så skal vi være mange flere, der hjælper til, da det er et meget stort område at skulle overvåge. Men hvis vi er mange nok og lægger en plan, bliver det minimalt hvad den enkelte skal lægge af tid i arbejdet. Vi planlægger et møde med vildtkonsulenten fra Naturstyrelsen, så snart han har tid og alle er velkomne til dette møde.
Endelig skal det nævnes at ca. 25 medlemmer fra VSF og 3 fra HHHL deltog gydebanke-spuling den sidste weekend i september, hvor vi fik løsnet grus i både Frisvad Bæk, Orten Bæk og Stokkebæk.
Elfiskeudvalget, Klækkeriudvalget og udsætninger af fisk
Den 11. december 2021 elfiskede Varde Sportsfiskerforening i Varde Å fra sammenløbet af Ansager Å og Grindsted Å til Hessel Bro for opfiskning af laksemoderfisk til avl.
Der blev på en formiddag indfanget knap 100 laks, ligeligt fordelt på begge køn. Disse blev straks overført til Danmarks Center for Vildlaks i Borris, hvor avlen på laksemoderfiskene foregår.
Alle moderfisk blev testet for fiskesygdommen IHN, inden de blev overført til Danmarks Center for Vildlaks – og alle laksene var raske – dog var der temmelig mange med sår efter sælbid.
Som I sikkert ved, så er Danmarks Center for Vildlaks (DCV) hårdt trængt rent økonomisk. Det skyldes flere faktorer, herunder
- Fiskesygdommen IHN som i en periode satte en stopper for flytning af fisk mellem vandløbssystemer
- Stop for opdræt af laks til Storå-systemet, som nu skulle have en tilstrækkelig stor selv-reproducerende laksestamme
- Stop for opdræt og salg af aborrer til Schweitz grundet nye regler for den slags i Schweitz
- Voldsom stigning i energipriserne m.v.
Med Varde Å Sammenslutningens (VÅS) formand, Henning Haahr som tovholder, har vi forsøgt at rejse kapital blandt medlemmerne af VÅS, som kan være med til at holde hånden under DCV på den korte bane, da vi jo har en hel klar interesse i, at DCV fortsat er på banen i forhold til opdræt af laks til Varde Å-systemet.
Jeg er glad for at kunne fortælle, at det er lykkedes at indsamle i alt godt 200.000 blandt medlemmerne af VÅS, herunder 80.000 kr. fra Varde Sportsfiskerforening – og vi forsøger også at få Varde Kommune og Billund Kommune til at bidrage, så vi forhåbentlig lander på i alt ca. 300.000 kr. Vi får naturligvis noget igen for de indsamlede penge, da de vil være med til at sikre, at vi i år 2022 kan udsætte de 1-års laks, vi har gående på DCV.
Samtidig med dette er DCV´s direktør i dialog med politikerne på Christiansborg med henblik på at få øget andelen af offentlige midler, blandt andet fra fisketegnsmidlerne, der kan sikre DCV´s overlevelse på den lange bane set i lyset af, at Danmark har en international forpligtelse til at arbejde for laksens overlevelse – laksen, som jo er en rødlistet, udrydnings-truet art.
Vi håber på en god løsning på denne udfordring.
Den 18. december elfiskede Grindsted Sportsfiskerforening efter moderfisk af havørred i Ansager Å.
De elfiskede havørreder blev samme dag strøget for æg og sæd på Varde Sportsfiskerforenings klækkeri i klubhuset på Engdraget i Varde.
De afstrøgne ørreder, og de ørreder der ikke var modne, blev samme dag genudsat i Ansager Å.
Æggene er blev passet på VSF´s klækkeri af vores frivillige klækkeri-arbejdere, indtil øjenæg-stadiet, hvorefter de ca. 22.000 øjenæg i januar i år blev fragtet til Hvilested Dambrug ved Kolding. Der klækker æggene og fiskene opfodres til ½ års størrelse, som efter planen skal udsættes i efteråret 2022.
På grund af IHN-sygdommen blev der ikke udsat hverken laks eller havørreder i Varde Å-systemet i 2021 grundet forbuddet mod at flytte fisk fra et vandløbssystem til et andet.
Men nu, hvor Danmark er erklæret for ikke IHN-fri (det kommer jeg ind på om lidt), så kan vi igen her i 2022 udsætte fisk – og som det ser ud lige nu, udsætter vi i foråret 35.000 1-års laks og 45.000 1-års havørreder (altså de fisk, der skulle have været udsat som ½-års i 2021). I efteråret 2022 forventer vi så at udsætte 70.000 ½-års laks og 22.000 ½-års havørreder som er opdrættet efter el-fiskeriet i december 2021.
På baggrund af undersøgelsen, hvor vi sammen med Grindsted Sportsfiskerforening i en årrække, ved at fedtfinne-klippe havørred-ynglen, har forsøgt at afdække, hvor stor en del af de havørreder vi fanger, der er naturligt avlede i Varde Å-systemet og hvor mange der er kommet til verden som resultat af el-fiskeri, kan vi konstatere, at stort set alle havørreder i den øvre del af Ansager Å er fedtfinne-klippede, mens det kun er ca. 10% af hjemtagne og genudsatte havørreder, der er fedfinne-klippede i resten af å-systemet.
Så selv om tallene fra Ansager Å stikker lidt af fra de andre, så tegner der sig en tendens til flere og flere havørreder, der er kommet til verden ved naturlig gydning.
For laksens vedkommende, hvor ynglen på Danmarks Center for Vildlaks jo fedtfinne-klippes, kan vi på baggrund af de seneste sæsoners indberetninger på Fangstjournalen af hjemtagne og genudsatte laks konstatere, at ca. 60% af Varde Å-laksene er kommet til Verden ved naturlig gydning, mens ca. 40% har været en tur forbi DCV, inden de blev udsat i Varde Å-systemet.
Alt i alt en positive udvikling for både havørred og laks i å-systemet, som tyder på, at det har en positiv effekt, at Varde Kommune de seneste år har fjernet en række spærringer og opstemninger i gydevandløbene i å-systemet, kombineret med et stort frivilligt arbejde fra blandt andet VSF´s side i forhold til etablering og vedligehold af gydebanker.
Jeg har nævnt fiskesygdommen IHN et par gange.
Efter flere smittetilfælde forskellige steder i landet, blev vi i august 2021 orienteret om, at den frygtede IHN-virus havde spredt sig til Hvilested Dambrug ved Kolding, hvor vi jo som nævnt har vores havørred-yngel gående. IHN medførte også lukning af et dambrug ved Tofterup nær Varde – så potentielt kan der nu være IHN i hele Varde Å-systemet. Sygdommen er som bekendt dødelig for fisk, men ikke farlig for mennesker.
Dette betød, som jeg sagde tidligere, at vi hverken måtte udsætte havørreder eller laks i Varde Å-systemet i 2021 – men som nævnt ser det heldigvis anderledes ud her i 2022.
Den 10. december 2021 orienterede Danmark, via Fødevarestyrelsen, EU-kommissionen om, at Danmark ønsker at ophæve landets status som IHN-fri efter ønske fra Dansk Akvakultur, Danske Ørredsøer, Danmarks Sportsfiskerforbund og andre aktører i branchen.
For dambrugserhvervet betyder det, at hovedparten af de danske dambrug ikke længere kan markedsføre sig over kunder i udlandet som IHN-fri, og dermed få den merpris for bl.a. deres fisk og fiskeyngel, der typisk følger med, når Fødevarestyrelsen certificerer for IHN-frihed.
Men samtidig bliver det lettere at handle med fisk inden for de danske grænser, da restriktionszonerne ophæves – og det er derfor, vi nu igen kan udsætte laks og havørreder i å-systemet i 2022.
Ophævelsen af landets status som IHN-fri betyder desuden, at lystfiskere igen kan fiske i søer og åer uden restriktioner.
Det vil sige, at vi ikke længere skal desinficere vores grej.
Praktisk udvalg
I Praktisk udvalg blev året 2021 igen et år præget af Corona-begrænsninger.
Så i stedet for at mødes fysisk i udvalget, blev årets aktiviteter aftalt over mail og telefon. Det håber vi ikke skal fortsætte, da det helt sikkert er nemmere at få en god dialog, når vi mødes rundt om et bord.
Der blev afholdt beskæredag lørdag den 27. marts 2021, hvor vi samlede 5-6 mindre grupper. De blev sendt afsted med værktøj og madpakke. På denne måde kunne dagen gennemføres uden, at vi skulle sidde tæt i klubhuset. Det var en rigtig god løsning og alle gik til opgaven med vanlig godt humør og stor lyst til at gøre vores fiskevand klar til en ny sæson.
Vi brugte samme fremgangsmåde lørdag den 10. april 2021, hvor vi i samarbejde med Hodde Lodsejerforening klippede uønsket beplantning på brinkerne i området omkring Hodde.
Som noget nyt skulle vi indberette til kommunen, hvilke steder vi foretog beskærearbejde. Det skal gøres med baggrund i vandregulativet, som forsøger at begrænse beskæring, da øget skygge på vandet begrænser grødevækst.
Efter sæsonstart fik vi en tilbagemelding om, at der var flere broer vest for omfartsvejen ved Varde, som ikke længere kunne benyttes. Hen over sommeren blev de første to broer udbedret, og en tredje er planlagt til at skulle udbedres inden vi starter på sæsonen 2022.
Vi vil gerne sige tak for henvendelsen direkte til udvalget. Det er meget nemmere at reagere på en direkte henvendelse end et opslag på Facebook.
Tidligere har vi fordelt opsyn med vores parkeringspladser mellem udvalgets medlemmer. I 2021 prøvede vi som noget nyt at samle en flok medlemmer et par aftener, og så køre en runde med traileren fuld af værktøj, hvor vi klippede græs og udbedrede de ting, som trængte til at blive forbedret.
Det fungerede supergodt og det vil helt sikkert være måden, vi gør det på fremover.
Vi oplever, at når vi arbejder i flok, er det en god oplevelse af fællesskab og sammenhold – og det fremmer den gode samtale.
Juniorudvalget
Som jeg nævnte tidligere, så havde vi i 2021 67 juniormedlemmer i VSF.
Vi har fortsat ikke en juniorafdeling i traditionel forstand – men det betyder ikke, at der ikke er en masse spændende tilbud til de unge mennesker.
Tidligere juniorleder i VSF, Martin Kristensen m.fl. gør – i samarbejde med VSF – en stor og flot indsats via blandt andet sociale medier (Facebook) for at gøre de unge interesserede i lystfiskeri.
De arrangerer blandt andet
- fisketure for børn og forældre,
- videoklip på Facebook med tips og tricks
- Martin afholder fiskekurser i ungdomsskolen i VSF´s klubhus
- Martin underviser, i samarbejde med Varde Kommune, på valgfaget ”Fiskeri på skoleskemaet”, som er et tilbud til eleverne i folkeskolen og som afvikles i VSF´s klubhus
Senest har Martin – sammen med et af vores trofaste og loyale medlem gennem en menneskealder, Carl Ager – bygget knive en aften hver uge i klubhuset sammen med ca. 10 juniorer. Når man lægger vejen forbi, er det tydeligt, at de unge mennesker synes det er rart og hyggeligt at være sammen med Martin og Carl – og de får en flot kniv ud af det, som de vil have et ganske særligt forhold til i deres lystfiskerliv,
Et konkret resultat af juniorarbejdet var, at vi i 2021 sendte 4 juniorer på DSF´s juniorlederkursus i efterårsferien.
I bestyrelsen håber vi, at dette måske kan blive starten på en egentlig juniorafdeling igen.
Men skal det lykkes, så mangler vi en voksen, eller to eller tre, som vil stå i spidsen for afdelingen og hjælpe og støtte de unge i samarbejde med de nye juniorledere, vi er i gang med at få udklækket.
Vi har faciliteterne og økonomien til at drive en rigtig god juniorafdeling – så er der nogle af jer, der kunne tænke sig at hjælpe med juniorarbejdet, hører vi i bestyrelsen meget gerne fra jer.
Arrangementudvalget
Som tidligere nævnt var aktivitetsniveauet i forhold til diverse arrangementer i VSF meget lavt i 2021 grundet Corona.
Stort set alle de årligt tilbagevendende arrangementer og aktiviteter i klubhuset blev aflyst. Men vi håber naturligvis, at det kommer til at se helt anderledes ud i denne sæson.
Medieudvalget
Vi forsøger løbende at holde et godt informationsniveau ud mod medlemmerne og lodsejerne via VSF´s hjemmeside og Facebook – og I har naturligvis et ansvar for at følge med i, hvad vi orienterer om via disse kanaler.
Fra og med 2021-sæsonen benyttede vi – og andre foreninger – en ny fangstjournal til indberetning af fangster og til at følge udviklingen i hjemtagne laks på laksekvoterne. Det er vores indtryk, at brugerne har taget god mod fangstjournalen, som er udviklet af DTU Aqua.
I forhold til VSF´s Facebook vil jeg sige, at det jo på mange måder er en god kanal til at holde sig orienteret og debattere om, hvad der sker i foreningen og ved åerne – og overordnet set er tonen ordentlig og sober på siden.
Men af og til kammer det over for enkelte brugere af siden – og i de tilfælde forsøger vi fra bestyrelsens side at være hurtigt på banen med faktuelle oplysninger om det, der debatteres samt opfordring til, at der udveksles synspunkter i et ordentligt sprog.
Jeg vil gerne opfordre til, at man starter med at kontakte mig eller mine bestyrelseskollegaer for at få styr på fakta, i stedet for at man starter en ophedet debat på Facebook baseret på rygter og antagelser – det sidste har Varde Sportsfiskerforening ingen interesse i!
Klubhusudvalget
Klubhusudvalget skal også nævnes, selv om der ikke var mange aktiviteter i hytten i 2021 – men udvalget har sikret, at hytten stadig står velholdt og altid er klar til at byde indenfor.
Så selv om både 2020 og 2021 på mange måder var atypiske år i VSF grundet Corona-restriktionerne, så håber jeg det fremgik af det, jeg netop har omtalt, at det alligevel lykkedes os at gennemføre en række vigtige aktiviteter i forhold til foreningens drift.
(Planche 9: Tak til alle frivillige der gav en hånd i 2021)
Jeg vil gerne udtrykke en stor tak fra bestyrelsen til alle medlemmer i foreningens udvalg – og alle der på anden vis har ydet en eller anden form for frivilligt arbejde til gavn for foreningen, lodsejerne og Varde Å-systemet i 2021.
Et slag på tasken siger, at mindst 40-50 medlemmer har været involveret i foreningens frivillige arbejde i 2021 – det er rigtig flot!
Men når det er sagt, så ser vi også rigtig gerne nye, yngre kræfter i de forskellige bestående udvalg – og vi ser gerne eventuelt nye udvalg med nye frivillige kræfter oprettet, hvis der skønnes behov for det. Det kunne f.eks. være et nyt juniorudvalg, som jeg var inde på – eller et nyt udvalg, I som medlemmer tænker, vi bør oprette.
Vi hører rigtig gerne fra de af jer, der lyst til at give en hånd med i et af udvalgene, som jo hver for sig løser afgrænsede opgaver, så man ved, hvad man går ind til.
Kontakt gerne udvalgsformændene eller mig – I kan læse mere om udvalgene, og hvem der sidder i dem, på vores hjemmeside.
(Planche 10: VSF og DSF)
VSF og DSF
Varde Sportsfiskerforening har altid været medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund – og det vil vi fortsat være.
Forbundet oplever – efter år med tilbagegang – igen stigning i medlemstallet, og i VSF ser vi stadig forbundet som et vigtigt og nødvendigt talerør ind i det politiske system i forhold til de mærkesager, alle lystfiskerforeninger bør stå sammen om. Forbundet fik i 2020 ny formand og han har vist, at han har den politiske tæft, der skal til for at få politikerne på Christiansborg i tale.
Det er således lykkedes for os at få forbundet til at drøfte – med de politiske ordførere på Christiansborg – den tiltagende, kedelige udvikling, hvor privatpersoner og private konsortier presser os ud af fiskevand, vi har haft lejet af lodsejerne ved Varde Å-systemet gennem mange, mange år.
De politiske ordførere er enige med os i, at det ikke var det, der var meningen, da man besluttede for eksempel det store Varde Å-genopretningsprojekt. Omvendt siger politikerne, at vi jo må respektere den private ejendomsret – og at de pågældende jo ikke har gjort noget ulovligt ved at købe de ejendomme og å-strækninger, de har.
Vi kan håbe på, at politikerne fremadrettet, og mere aktivt, vil prioritere offentlighedens adgang til naturen og vandløbene ved kommende naturgenopretningsprojekter. Men her og nu kommer det til at handle mere om etik, moral og ordentlighed parterne imellem, end det kommer til at handle om jura.
Og netop disse forhold vil præge resten af min beretning, som har udgangspunkt i det pres på fiskevandet, vi som forening oplever.
(Planche 11: Pres på fiskevandet)
Pres på fiskevandet
Vores frustrationer over det stigende pres på fiskevandet fyldte meget i min beretning på den seneste generalforsamling i september måned – og jeg håber, I har forståelse for, at det også bliver tilfældet i aften. Det er i hvert fald bestyrelsens oplevelse, at det er noget, der fylder hos medlemmerne.
Det handler jo dybest set om, at vi i VSF oplever pres på fiskevandet forstået på den måde, at privatpersoner og private selskaber opkøber fiskevand i Varde Å-systemet for derefter at opsige de lejeaftaler, VSF har haft med lodsejerne på de pågældende strækninger i mange år – ja, i årtier for fleres vedkommende.
Efterfølgende bliver fiskeriet på disse strækninger så udelukkende tilgængeligt for ganske få personer.
Dette ser vi i bestyrelsen som en meget uheldig udvikling, som vi naturligvis vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at ændre på.
Senere på dagsordenen skal vi drøfte et meget konkret forslag fra bestyrelsen til, hvordan vi måske, i et vist omfang, kan dæmme op for udviklingen.
Da jeg blev valgt som formand for VSF for ca. 2 år siden, stod det med det samme klart for mig, at denne udfordring måske er den største af alle udfordringer, vi i VSF står overfor set i et langsigtet perspektiv.
Jeg kan ikke love jer, at det er en kamp, vi kommer til at vinde – men jeg kan love jer, at så længe jeg er formand, og så længe der er opbakning fra jer til bestyrelsens arbejde, så vil vi gøre alt, hvad vi kan for, at det skal være muligt for alle – gennem køb af medlemskort til VSF eller døgnkort til Varde Å-systemet – at komme ud i naturen med en fiskestang i hånden og nyde de oplevelser, det giver.
I VSF har vi den holdning, at det også i fremtiden skal være muligt for en far med sin søn/datter, eller en bedstefar med sit barnebarn, at få gode fiskeoplevelser ved Varde Å-systemet til en pris, alle har råd til at betale.
Jeg vil gerne bruge lidt tid her i aften på at orientere jer om, hvordan vi fra bestyrelsens side er gået til denne opgave i de seneste måneder og hvad den aktuelle status på udfordringerne er:
(Planche 12: Det faktuelle udgangspunkt)
Som vi ser det, er det faktuelle udgangspunktet, at det store naturgenopretningsprojekt i Varde Å, der blev afsluttet for mere end 10 år siden, samt det store genopretningsprojekt på den nederste del af Holme Å, der blev indviet den 12. oktober 2021, er finansieret af blandt andet EU-midler og skatte-midler.
Eller sagt med andre ord: Projekterne er blandt andet finansieret af den store, fælles kasse, som vi alle har betalt til!
Udover den økonomiske del af projekterne, så ligger en stor del af æren for, at disse projekter er blevet en succes (i hvert fald hvad angår Varde-laksen) – og vedbliver med at være det – hos de mange frivillige medlemmer af Varde Sportsfiskerforening og andre lystfiskerforeninger, som gennem årtier har brugt, og stadig bruger, i tusindvis af frivillige timer på vandplejearbejde.
Et fantastisk vandplejearbejde som er grundlaget for, at der overhovedet er fisk at fange i Varde Å-systemet i dag.
Som jeg nævnte tidligere i min beretning, så har vi Christiansborg-politikernes ord for, at da de besluttede at gennemføre disse fantastiske naturprojekter, så forestillede de sig ikke, at når projekterne var gennemført, så skulle det udelukkende være ganske få mennesker, der skulle have adgang til at færdes ved åerne og mulighed for at fiske i dem.
Men det er ikke desto mindre den udvikling, vi står midt i – og hvad kan vi så forsøge at gøre ved det?
Det er vigtigt at forstå, at det ikke kun er VSF, der oplever, at fiskevand opkøbes af private, hvorefter fiskeretten opsiges. Det er også en udvikling der rammer blandt andet Grindsted Sportsfiskerforening.
Derfor er det vigtigt, at vi står sammen – og det gør vi – i arbejdet på at få dæmmet op for udviklingen.
(Planche 13: Ligger nøglen i Varde Å Sammenslutningen?)
På generalforsamlingen i september sagde jeg, at nøglen til at få ændret udviklingen – og forhåbentlig få genskabt et bedre samarbejde parterne imellem – ligger i Varde Å Sammenslutningen.
Det sidste halve år har dog vist, at så enkelt er det ikke…
Som bekendt er Varde Å Sammenslutningen en sammenslutning, som myndighederne kræver, at man er medlem af, hvis man ønsker at få adgang til at fange og hjemtage laks fra Varde Å-systemet.
Sammenslutningen består af lodsejerforeninger, enkeltlodsejere og lystfiskerforeninger.
Og sagen er jo – som I sikkert ved – at det er i Varde Å Sammenslutningen, vi skal blive enige om, hvordan den laksekvote, som Fiskeristyrelsen tildeler Varde Å Sammenslutningen, skal fordeles blandt medlemmerne af sammenslutningen.
Varde Å Sammenslutningen har rent faktisk ikke andre opgaver end disse: at få tildelt, en laksekvote – samt beslutte hvordan kvoten skal fordeles mellem medlemmerne.
Alt hvad der vedrører aftaler og vilkår vedrørende leje af fiskeret er udelukkende et anliggende mellem lodsejerne/lodsejerforeningerne og lystfiskerforeningerne. Dette er vigtigt at forstå.
Gennem årene har forskellige laksefordelings-modeller været anvendt eller foreslået: Det kan eksempelvis være fordeling i forhold til antal meter åbred i foreningen/konsortiet, fordeling i forhold til antal medlemmer eller fiskeri på åben/solidarisk kvote.
Før starten på 2020-sæsonen besluttede medlemmerne af Varde Å Sammenslutningen, at der i 2020-sæsonen, som noget nyt, skulle fiskes laks på en åben/solidarisk kvote – altså en administrativ enkel model, hvor hver lystfisker fortsat kunne hjemtage højst 1 laks, men uden hensyntagen til hvor laksen blev fanget.
Der var enighed om, at modellen skulle evalueres efter 2020-sæsonen.
I praksis fungerede denne ordning forholdsvis smertefrit.
Men i bestyrelsen for VSF modtog vi mange reaktioner fra foreningens medlemmer gående på, at denne model blev oplevet som meget uretfærdig, fordi den ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til, at det i meget vid udstrækning er det frivillige vandplejearbejde i primært VSF og GSF, og samarbejdet med lodsejere, myndigheder og kommuner gennem årtier, der har skabt grundlaget for, at laksebestanden i Varde Å-systemet er øget betragteligt.
VSF og GSF anerkender, at også andre, i et vist omfang, har deltaget i vandplejearbejdet siden 2020, men der hersker ikke tvivl om, at det er VSF og GSF, der har trukket, og fortsat trækker, det store læs.
Det var på den baggrund holdningen i VSF´s bestyrelse, at fordelingen af laksekvoten fra og med 2021-sæsonen i højere grad skulle afspejle den store, frivillige vandpleje-indsats gennem årene.
(Planche 14: VSF´s udspil)
I god tid før starten på 2021-sæsonen – altså for godt og vel 1 år siden – meddelte vi derfor de andre medlemmer af Varde Å Sammenslutningen, at vi fra VSF´s side ville lægge op til en nærmere beskrevet fordelingsmodel, hvor laksekvoten skulle fordeles i forhold til antallet af medlemmer i de lystfiskerforeninger, der er medlem af Varde Å Sammenslutningen.
I praksis ville det betyde, at de foreninger, der på det tidspunkt højst ville have henholdsvis 30 og 50 medlemmer, kunne hjemtage et meget begrænset antal laks, mens de mange medlemmer i blandt andet VSF og GSF fortsat ville kunne fiske på åben/solidarisk kvote og dermed hjemtage størstedelen af den resterende kvote.
Dette oplæg – der som sagt blev meddelt de øvrige medlemmer af Varde Å Sammenslutningen forud for 2021-sæsonen – faldt ikke i god jord hos de foreninger og personer, der har købt jord ved åen og efterfølgende opsagt vores lejeaftaler.
De foreslog, om vi ikke i stedet kunne fiske på åben/solidarisk kvote igen i 2021 – samtidig med at vi så brugte 2021 på en dialog om vedtægterne for VÅS samt et muligt bedre samarbejde på tværs i VÅS.
Fra VSF´s side vil vi gerne dialogen. Vi ønsker ikke at være dem, der smækker med døren. Så fra bestyrelsens side accepterede vi forslaget fra modparten – og derfor fiskede vi også i 2021 på åben/solidarisk kvote.
Vi har så brugt tiden siden første halvdel af 2021, og frem til midten af februar her i 2022, på af afholde en række møder parterne imellem og med Varde Å Sammenslutningens formand, Henning Haahr som mødeleder.
Langt den meste mødetid er blevet brugt på at diskutere, hvad man kan – og ikke kan – med udgangspunkt i vedtægterne for VÅS.
Vi nåede hurtigt til enighed om, at det ikke gav mening, at vi prøvede at overbevise hinanden om vores forskellige opfattelser af, hvad de nuværende vedtægter for VÅS giver mulighed for.
Vi besluttede derfor, at både vi og modparten skulle bede vores advokater om deres juridiske vurdering med udgangspunkt i de forslag til vedtægtsændringer, vi gerne så godkendt af repræsentantskabet i VÅS.
For VSF´s og GSF´s vedkommende var det Danmarks Sportsfiskerforbunds advokat, der udarbejdede den juridiske vurdering af vores forslag.
(Planche 15: Den juridiske vurdering siger, at…)
Der er rigtig mange detaljer i den juridiske vurdering af vores vedtægtsforslag – og skal vi det hele igennem på dette møde, så kommer vi først hjem en gang i nat. Vi kan eventuelt holde et særskilt møde om det i klubhuset på et tidspunkt, hvis der er ønske om det.
Men hvis jeg skal forsøge med forholdsvis få ord at forklare, hvad der kom ud af anstrengelserne, så siger advokaten, at stort set uanset hvad vi forsøger at stramme op på i vedtægterne for at få en fordeling af laksekvoten, der afspejler, hvem der har sikret, at der overhovedet er laks i Varde Å-systemet – så vil fordelingen give os det, der hedder ”en utilbørlig fordel”. Altså en fordel på andres bekostning.
Eksempelvis siger den juridiske vurdering, at de privatpersoner og foreninger, der opkøber fiskevand og opsiger vores lejeaftaler, jo ikke gør noget ulovligt – og de kan jo ikke ”gøre for”, at de ikke havde opkøbt fiskevandet på det tidspunkt, hvor det det omfattende vandplejearbejde blev udført.
Et andet eksempel er, at vi gerne ville have skrevet ind i vedtægterne for VÅS, at man ved beslutning om model for fordeling af laksekvoten forud for sæsonen har 1 stemme pr. påbegyndt 100 medlemmer i foreningen.
Men også her siger den juridiske vurdering, at vi vil få en utilbørlig fordel begrundet i, at det siden etableringen af VÅS, for efterhånden mange, mange år siden, har været sådan, at hver forening har 1 stemme uanset størrelse og skal dette ændres, kræver det enighed blandt alle medlemmer af VÅS. Vi har utrykt vores undren over dette, da der jo er stor forskel på den VÅS, der oprindeligt blev dannet og så den VÅS, vi står med i dag. Laksens genkomst har jo ændret forudsætningerne for VÅS voldsomt sammenlignet med det oprindelige VÅS – men advokaten slår fast, at sådan er det og vi vil med meget stor sandsynlighed tabe en retssag på området.
(Planche 16: VSF´s bestyrelse respekterer den juridiske vurdering)
Fra starten af forhandlingerne i VÅS-udvalget, for et års tid siden, har jeg sagt, at jeg kommer til at respektere den juridiske vurdering fra advokaterne – uanset om den falder ud til vores eller modpartens fordel.
Man kan langt hen ad vejen argumentere for, at den juridiske vurdering falder ud til modpartens fordel – og personligt har jeg ikke tænkt mig at udfordre den juridiske vurdering yderligere i denne omgang.
Jeg har ikke lyst til at forsøge at gøre mig klogere end advokaterne – og jeg vil anbefale, at vi nu accepterer, at den juridiske ramme for VÅS er fastlagt og at vi så, i fællesskab med de andre medlemmer af VÅS, agerer konstruktivt indenfor denne ramme.
Hvis I som medlemmer ser det anderledes, og I ikke synes, at jeg og resten af bestyrelsen har kæmpet hårdt nok for et andet resultat, så vil vi naturligvis respektere dette – og jeg tror, at jeg på vegne af alle i bestyrelsen kan sige, at der ikke er lim på bestyrelses-stolen hos nogle af os.
Men hvad angår den juridiske kamp vedrørende vedtægterne for den nuværende VÅS, så anser vi den som afgjort i bestyrelsen.
Tilbage står nu alt det, der handler om etik, moral og ordentlighed medlemmerne i mellem i VÅS – og vi ser frem til hvor langt, vi i fællesskab kan nå på den front.
Jeg vil nævne, at vi på det førstkommende bestyrelsesmøde i VSF efter generalforsamlingen skal drøfte Danmarks Sportsfiskerforbunds advokats udkast til vedtægterne for VÅS, herunder om vi har ændringsforslag til dem, når de fremlægges til behandling og godkendelse på repræsentantskabsmødet i VÅS i marts måned. Det forventer jeg ikke, vi har.
Når de nye vedtægter for VÅS er endelig besluttet, kan de læses på VSF´s hjemmeside.
I VÅS ser vi desuden frem til at modtage laksekvoten for 2022-sæsonen fra Fiskeristyrelsen.
Når den er i hus, skal vi i VÅS blive enige om, hvordan den skal fordeles og uden at foregribe noget, vil det ikke være utænkeligt, at vi igen lander på en åben/solidarisk kvote – blandt andet fordi det er en enkel ordning at administrere og fordi de seneste års indrapporteringer af hjemtagne laks viser, at det antal laks, der er hjemtaget på åben kvote, i store træk passer til det antal meter fiskevand og det antal medlemmer, der er i de forskellige foreninger. Men det skal vi naturligvis også have en snak om i VSF´s bestyrelse.
Så det er her, vi står lige nu.
Jeg vil runde denne del af med det, jeg var inde på tidligere – og som jeg vil betegne som en sandsynlig, positiv udvikling i samarbejdet mellem parterne. Jeg havde i eftermiddags møde med lodsejer Peter Nissen i VSF´s klubhus, på Peter Nissens foranledning, om vilkårene for at leje den strækning på ca. 500 meter på Varde Å, Zone 2 som i daglig tale går under navnet ”Hodde Sø”. Peter Nissen har for nylig købt denne ejendom, og VSF/GSF har lejet fiskeretten hos den tidligere ejer til og med 2023-sæsonen i kraft af vores samarbejde med Hodde Lodsejerforening.
Peter Nissen inviterede til en dialog om mulighederne for fortsat at leje fiskeretten på strækningen efter 2023 – og vi gik begge fra mødet med overbevisning om, at det skal vi nok finde ud af.
På det samme møde nævnte Peter Nissen, at vi i 2022 og 2023 igen kan leje strækningen på godt 700 meter nedstrøms Hessel Bro, ligeledes ved Varde Å, Zone 2 som ejes af Hans Schmidt.
Jeg vil gerne takke både Peter og Hans for at åbne op for, at VSF/GSF kan fiske på disse strækninger, som jo grænser op til andet fiskevand, vi har lejet på Zone 2.
(Planche 17: VSF har stadig stor opbakning fra lodsejerne)
Vi skal huske på, at det hører med til det samlede billede, at vi stadig har mange kilometer godt fiskevand at tilbyde vores medlemmer og døgnkortfiskere.
Faktisk går vi ind i 2022 sæsonen med flere kilometer fiskevand, end vi gik ud af 2021 med (det kommer jeg tilbage til om lidt) – og vi får rigtig mange positive tilkendegivelser fra lodsejere, der fortsat ønsker at bakke op om VSF og som beklager den udvikling i forhold til privatisering, der foregår.
Vi håber fremadrettet på fortsat opbakning fra lodsejerne – uden den er vi ingenting.
Og vi har oplevet rigtig god opbakning hen over vinteren, hvor vi har gentegnet nye 3-årige lejeaftaler for 2022-2023-2024 med lodsejerne på Varde Å, Zone 1 fra skellet til Nørholm og HHHL i øst til udløbet i Ho Bugt i vest.
Vi besluttede sidste år i bestyrelsen at tilbyde lodsejerne på Zone 1 en markant forhøjet og differentieret bredleje for den kommende 3-års periode.
I forbindelse med gentegningen indbød vi alle lodsejere på Zone 1 til møder i klubhuset i Varde, hvor vi orienterede de fremmødte om VSF og hvad det er, foreningen arbejder for. Ca. 25 lodsejere – heraf flere med meget lange å-strækninger på Zone 1 – mødte op og gav udtryk for stor opbakning til VSF, herunder stor anerkendelse for vandplejearbejdet. Og inden de forlod møderne, havde de hver og én skrevet under på en ny 3-årig lejekontrakt! Tak til de lodsejere, der mødte op og viste interesse for, og opbakning til, foreningen. Samlet set har vi, stort set, gentegnet alle Zone 1-kontrakter for de kommende 3 år – og når sæsonen starter den 16. april, vil alle oversigtskort på VSF´s hjemmeside være opdateret.
Som nævnt har vi generelt et godt samarbejde på flere områder med lodsejerne ved å-systemet – det sætter vi meget stor pris på!
Et godt eksempel er vores 3-årige lejeaftale for 2021-2022-2023 med Hodde lodsejerforening om fiskeretten på foreningens ca. 12 km å-strækning på Zone 2 i Hodde/Hessel-området – en aftale vi er rigtig glade for, og som blev forhandlet på plads i en behagelig og konstruktiv atmosfære mellem to parter, der arbejder for de samme mål.
Det samme gælder de forhandlinger vi har haft med lodsejerforeningerne på Mølby/Eg-strækket samt ved Holme Å og Ansager Å – tak for det!
(Planche 18: Leje af fiskeret ved Nedre Holme Å)
Og så bliver 2022 året, hvor vi kan tilbyde VSF´s og GSF´s medlemmer og døgnkortfiskere adgang til fiskeri med stang og snøre på den genåbnede del af Holme Å – en strækning vi har besluttet at kalde ”Nedre Holme Å” på vores oversigtskort m.v.
Vi har jo gennem mange år lejet fiskeretten på den øvre del af Holme Å – fra den nu fjernede opstemning ved Oved og opstrøms til Hovborg – i et godt samarbejde med Starup Fiskeriforening.
På Nedre Holme Å er der ikke etableret en lodsejerforening, så her har vi været ude at tale med de enkelte lodsejere kombineret med lodsejermøder i vores klubhus – og vi må sige, at vi indtil videre har fået en hel fantastisk modtagelse af lodsejerne ved åen.
I skrivende stund har vi, i samarbejde med GSF, lejet fiskeretten for 2022-2023-2024 hos samtlige de lodsejere, vi har talt med – ingen har indtil videre sagt nej.
Vi har på nuværende tidspunkt lejet ca. 10 km fiskevand fordelt på flere, længere og sammenhængende strækninger – og frem mod sæsonstarten får vi nu de lejede strækninger lagt ind på vores oversigtskort på VSF´s hjemmeside. Vi ser først og fremmest Holme Å som helhed som et vandløb med et stort gyde- og opvækstpotentiale – og så håber vi naturligvis på, at åen på sigt kommer til at byde på et attraktivt lystfiskeri.
Der er dog lige et par forhold, vi skal være opmærksomme på:
- Hidtil har det været muligt at fiske i Holme Å fra den 1. marts. Bestyrelserne i VSF og GSF har besluttet at ændre det til den 16. april, da det er fra den dato, der må fiskes laks. Jeg tror, I kan se, hvilket kaos det vil kunne give ved Holme Å, hvis rigtig mange tropper op med stænger, blink, orm og fluer allerede den 1. marts
- Vi skal også være opmærksomme på, at Holme Å som helhed stadig er klassificeret af myndighederne som Laksevand B – og på alt Laksevand B må der samlet set udelukkende hjemtages i alt 5 laks i hele sæsonen. Så det er måske ikke i år, man skal satse på at hjemtage en laks fra Holme Å. VI har en klar forventning til, at Holme Å ændrer status til Laksevand A, når 2023-sæsonen skydes i gang.
Men se på oversigtskortene på hjemmesiden hvor vi har lejet fiskeretten, hvor der må parkeres og hvordan man kommer til åen.
Vi er heldigvis kendetegnet ved at være en forening, der stort set aldrig får klager fra lodsejerne, fordi vi ved, hvordan man opfører sig på andres ejendom. Sådan skal lodsejerne ved Nedre Holme Å også lære os at kende, og det har vi alle sammen et ansvar for – ikke mindst set i lyset af, at mange af dem, vi nu lejer fiskevand ved, ikke har tidligere har prøvet dette.
Jeg håber, dette giver jer et billede af, hvor vi står lige nu i forhold til udfordringer og muligheder vedrørende fiskevand – og vi vil rigtig gerne høre jeres holdninger, når vi om lidt åbner for spørgsmål og bemærkninger til beretningen, herunder om I bakker op om bestyrelsens tilgang til udfordringerne.
(Planche 19: Tak for indsatsen, opbakningen og samarbejdet i 2021)
Afslutning
Til sidst, vil jeg sig tak til mine bestyrelseskollegaer for et godt samarbejde i 2021 – og ikke mindst vil jeg takke alle de medlemmer, der har bidraget med frivilligt arbejde i vores forening, til de mange opgaver, gøremål og arrangementer der trods alt har været i årets løb. Det gælder også det gode samarbejde vi har med lodsejere, andre lystfiskerforeninger, kommuner og myndigheder.
Det har alt sammen været en uvurderlig hjælp for Varde Sportsfiskerforening.
Tak til alle – og tak for ordet!
Bemærkninger efter beretningen:
Jacob Vistesen: Ifølge Varde Å Sammenslutningens gamle vedtægter er det sådan vedr. fiskeretten, at man ikke må leje fiskevand, hvor andre har fiskeretten. Hvordan med de nye vedtægter?
Steen: De nye vedtægter, som skal vedtages i VÅS inden længe, indeholder så vidt jeg husker en lignende formulering.
Hvis der sker overtrædelser af vedtægterne, kan der blive tale om udelukkelse i kortere eller længere tid.
Carl Aage Malmstrøm: Hvad med at søge fonde i forbindelse med støtte til Danmarks Center for Vildlaks?
Steen: Henning Haahr er i gang med at finde løsninger til støtte for DCV, måske også via fonde.
Formandens beretning taget til efterretning.
- Forelæggelse af regnskab for foreningen
Henrik Lundgaard
Bemærkninger til regnskabet:
Jacob Vistesen: Kontingentstigninger for fiskekort bør informeres ud til medlemmerne, det bør ikke være sådan, at man først opdager stigningen, når man skal til at betale sit kontingent via PBS!
Døgnkortprisen bør sættes op og døgnkort bør gælde til alle zoner.
Regnskabet taget til efterretning.
- Indkomne forslag
- Bestyrelsen fremsætter forslag om justering af ordlyd i § 3, stk. 3 og stk. 4 (Forslaget er vedlagt denne dagsorden)
Bemærkninger/spørgsmål:
Claus Jessen: Juridisk set er der noget galt. Der bliver nød til at stå, at det omtalte fiskevand er ved Varde Å.
Steen: Vi har netop haft formuleringen ved en advokat, og det fiskevand der omtales, drejer sig naturligvis kun om fiskevand ved Varde Å Systemet.
Forslaget om justering af ordlyd – Vedtaget.
- Bestyrelsen fremsætter forslag om mandat vedrørende ejendomshandel
(Forslaget er vedlagt denne dagsorden)
Bemærkninger/spørgsmål:
Marius Sørensen: Går det nu med en sådan ejendomshandel i forhold til landbrugsloven? Landbrugspligt, bopælspligt mv.
Mener projektet er vanskeligt.
Niels Peter Christensen formand for Hodde Lodsejerforening: Bestyrelsen i Hodde lodsejerforening bryder sig ikke meget om, at en køber (VSF) ikke vil bosætte sig på en købt ejendom. Hodde Lodsejerforening ser derimod gerne, at der bosætter sig nye beboer i lokalsamfundet.
Lodsejerne vil generelt ikke miste fiskeretten, derfor ser vi helst, at det er nye unge købere, der kommer til lokalsamfundet og erhverver både jord og fiskeret.
Steen beder herefter generalforsamlingen om, at bestyrelsen trækker forslaget tilbage for nuværende for at indgå i en nærmere dialog med lodsejerforeningerne om muligheder og udfordringer i forslaget.
Claus Jessen: Der er kommet nogle helt andre aktører på banen. Pengene taler, men VSF kan ikke være med her. Derimod skal VSF arbejde på at sikre langtidskontrakter og en højere pris til lodsejerne pr. meter.
- Pause
- Valg af formand
På valg er:
Steen Thomsen (modtager genvalg)
Genvalgt.
- Valg af kasserer for 1 år
Henrik Lundgaard afgår udenfor tur
Helge Højstrup Jensen valgt.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
På valg er:
Jeppe Beck Danielsen (modtager genvalg)
Genvalgt.
Søren Porsgaard (modtager genvalg)
Genvalgt.
Ole Dastrup (modtager genvalg)
Genvalgt.
Erik Aagaard (modtager ikke genvalg)
Jakob Sørensen valgt.
- Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
På valg er:
Jakob Sørensen (modtager genvalg)
Jakob Porsgaard valgt.
Klaus Times Kristiansen (modtager genvalg)
Genvalgt.
- Valg af 1 revisor
På valg er:
Frants Bilde Kjeldsen (modtager genvalg)
Genvalgt.
- Valg af 1 revisorsuppleant
På valg er:
Ole Nørskov (modtager genvalg)
Genvalgt.
- Tildeling af Vandrefisken
Jens Snitgaard Madsen.
- Kåring af årets fisk
Senior: Jakob Porsgaard. 16. april 2021 Laks 124cm. 19kg. Zone 1 Varde Å. Junior: Thorbjørn Haugli Laulund. 7. august 2021 Havørred 60 cm. 2,5 kg. Zone 1 Varde Å.
- Udtrækning af præmier
- Eventuelt
Bjarne Lauridsen: Medlem af Praktisk udvalg. Vi mangler nogle yngre mennesker der vil hjælpe i praktisk udvalg til fx når vi skal beskære ved åen.
Michael Storm: Kan man ikke indføre gæstekort?
Steen: Vi tager en snak i bestyrelsen. Ellers må du fremsætte det som et forslag til næste generalforsamling.
Tak og en flaske til Henrik Lundgaard
Tak og en flaske til Erik Aagaard.
Tak og en flaske til dirigenten.
VSF længe leve.